Retningslinjerne gælder derfor alle former for operative indgreb der involverer knogle, herunder fjernelse af tænder, rodspidsoperationer, isættelse af tandimplantater m. fl. Det fremgår af formularen herunder, hvilke patienter man som tandlæge selv må behandle. Det fremgår også af visitationsretningslinjerne hvilke patienter, der skal henvises til privatpraktiserende specialtandlæger i TMK og hvilke patienter der – som følge af et offentligt behandlingstilbud – skal henvises direkte til en TMK hospitalsafdeling.
Yderligere information om antiresorptiv behandling findes under formularen.
Bisfosfonater og denosumab er en gruppe af lægemidler, som på fagsprog kaldes antiresorptiv medicin, i daglig tale ”knoglestyrkende” medicin. Medicinens primære virkning er at styrke knoglerne. Bisfosfonat og denosumab kan gives i lavdosis (Fosamax, Prolia m. fl.) eller i højdosis (Zometa, Bondronat, Xgeva m. fl).
Lavdosis knoglestyrkende medicin ordineres oftest til patienter med knogleskørhed (osteoporose), mere sjældent til patienter med andre godartede knoglesygdomme. Knoglestyrkende medicin anvendes endvidere i højdosis til en række cancersygdomme med spredning til knoglerne (metastaser). Hyppigst ved knoglemarvscancer (myelomatose), bryst- og prostatacancer med spredning til knoglerne (metastaser). Desuden er man begyndt at anvende knoglestyrkende medicin til andre typer cancersygdomme, som led i behandlingen mod canceren. Læs mere på cancer.dk.
Bisfosfonater styrker knoglerne ved at øge mineralindholdet. Det sker ved at ændre balancen mellem knogleopbyggende celler og knoglenedbrydende celler. Da bisfosfonater hæmmer de knoglenedbrydende celler, mens de knogleopbyggende celler ikke hæmmes, øges knogledannelsen og mineralindholdet i knoglen stiger. Denosumab er et antistof, som ikke indbygges i knoglen, men som binder sig til receptorer udenpå knoglen. Ligesom bisfosfonat virker denosumab knoglestyrkende.
Medicinen nedsætter risikoen for brud på knogler og sammenfald i ryggen. Den kan nedsætte smerter i knogler samt muligvis hæmme spredning af cancer i knoglerne. Læs mere på medicin.dk.
Død kæbe er en kendt bivirkning hos patienter i knoglestyrkende behandling. Symptomerne på død kæbe kan variere fra patient til patient. Oftest viser død kæbe sig klinisk ved at et stykke af kæben er blottet, dvs. der er hul i slimhinden, som normalt dækker knoglen. Dog kan død kæbe også ligge under en intakt slimhinde, symptomer herpå er ofte smerte og hævelse eller en grim smag i munden som skyldes infektionen i kæben.
I 2/3 af tilfældene opstår død kæbe efter en tandudtrækning, hvor ”hullet” efter tanden ikke heler, eller efter et tryksår under en protese som ikke vil læges. I 1/3 af tilfældene kan ikke påvise en ydre årsag, men som oftest er det den knoglestyrkende medicin i kombination med en anden faktor der medfører død kæbe. Udviklingen af død kæbe kan være snigende med næsten ingen symptomer, eller den kan være akut med en byld med hævelse, smerter og feber, der kræver akut behandling.
Du er som patient i risiko for at udvikle død kæbe, hvis du er i behandling med knoglestyrkende medi- cin, dvs. bisfosfonat eller denosumab. Risikoen afhænger af hvilken type af bisfosfonat eller denosumab du er i behandling med, hvilken dosis du får, varigheden (antal år) du har modtaget den knoglestyrkende behandling. Død kæbe er generelt meget sjælden hos patienter med knogleskørhed (osteoporose), risikoen vurderes til 0,001-0,4 %. Har du derimod cancer med spredning til knoglerne, da er din risiko højere, da du behandles med en stærkere type og i højere dosis, risikoen vurderes til 2-10 %.
Før du starter behandling med bisfosfonat eller denosumab, bør du få en tandundersøgelse hos din privatpraktiserende tandlæge. Dårlige tænder skal restaureres eller, om nødvendigt, trækkes ud inden behandling med knoglestyrkende medicin igangsættes. Dette for at forebygge senere tandudtrækninger, der er den største risikofaktor for udvikling af død kæbe og dermed den udløsende faktor. Samtidig tandsygdom som parodontose eller andre infektioner omkring tænderne, og dårlig mundhygiejne, eller dårligt tilpassede proteser øger også risikoen for død kæbe.
Er du tandløs eller delvis tandløs og bærer protese, er det vigtigt du får dem tilpasset og vedligeholdt, så tryksår undgås. Du anbefales at få regelmæssig tandlægekontrol hele tiden, f.eks hvert halve år, livs- langt, når du er eller har været i knoglestyrkende behandling.
Det følger af ovennævnte, at risiko for død kæbe kan nedsættes ved at sørge for at al tandbehandling og mundhulekirurgi er foretaget inden opstart af knoglestyrkende medicin.
Pga. ovenstående er det vigtigt at du informerer din private tandlæge om din behandling med knoglestyrkende medicin og evt. anden medicin. Medbring et kort med din aktuelle medicin, så tandlægen altid kan se hvad du får. Det er vigtigt at dit tandsæt og/eller proteser vedligeholdes for at minimere risikoen for udvikling af død kæbe. Hyppige kontroller og tandrensninger hos din tandlæge anbefales.
Helt overordnet kan man sige, at operationer på kæberne kun må ske hos din tandlæge 1) inden du er startet på behandling eller 2) inden for de første 4 års behandling og kun hvis du får medicinen i lav dosis (dvs som følge af knogleskørhed). I alle andre tilfælde må din tandlæge ikke foretage operationer, der involverer knogle (herunder fjernelse af tænder). Din tandlæge skal i disse tilfælde henvise til en kæbekirurg (specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi).
Hvis du får symptomer fra munden i form af blottet knogle, tandpine, smerter eller hævelse, skal du først og fremmest henvende dig hos din private tandlæge. Tandlægen vil vurdere din situation. Hvis tandlægen har mistanke om død kæbe, vil han/hun henvise dig.
Bisfosfonater og denosumab er en gruppe af lægemidler, som på fagsprog kaldes antiresorptiv medicin, i daglig tale ”knoglestyrkende” medicin. Medicinens primære virkning er at styrke knoglerne. Bisfosfonat og denosumab kan gives i lavdosis (Fosamax, Prolia m. fl.) eller i højdosis (Zometa, Bondronat, Xgeva m. fl).
Lavdosis knoglestyrkende medicin ordineres oftest til patienter med knogleskørhed (osteoporose), mere sjældent til patienter med andre godartede knoglesygdomme. Knoglestyrkende medicin anvendes endvidere i højdosis til en række cancersygdomme med spredning til knoglerne (metastaser). Hyppigst ved knoglemarvscancer (myelomatose), bryst- og prostatacancer med spredning til knoglerne (metastaser). Desuden er man begyndt at anvende knoglestyrkende medicin til andre typer cancersygdomme, som led i behandlingen mod canceren. Læs mere på cancer.dk.
Bisfosfonater styrker knoglerne ved at øge mineralindholdet. Det sker ved at ændre balancen mellem knogleopbyggende celler og knoglenedbrydende celler. Da bisfosfonater hæmmer de knoglenedbrydende celler, mens de knogleopbyggende celler ikke hæmmes, øges knogledannelsen og mineralindholdet i knoglen stiger. Denosumab er et antistof, som ikke indbygges i knoglen, men som binder sig til receptorer udenpå knoglen. Ligesom bisfosfonat virker denosumab knoglestyrkende.
Medicinen nedsætter risikoen for brud på knogler og sammenfald i ryggen. Den kan nedsætte smerter i knogler samt muligvis hæmme spredning af cancer i knoglerne.
Død kæbe er en kendt bivirkning hos patienter i knoglestyrkende behandling. Symptomerne på død kæbe kan variere fra patient til patient. Oftest viser død kæbe sig klinisk ved at et stykke af kæben er blottet, dvs. der er hul i slimhinden, som normalt dækker knoglen. Dog kan død kæbe også ligge under en intakt slimhinde, symptomer herpå er ofte smerte og hævelse eller en grim smag i munden som skyldes infektionen i kæben.
I 2/3 af tilfældene opstår død kæbe efter en tandudtrækning, hvor ”hullet” efter tanden ikke heler, eller efter et tryksår under en protese som ikke vil læges. I 1/3 af tilfældene kan ikke påvise en ydre årsag, men som oftest er det den knoglestyrkende medicin i kombination med en anden faktor der medfører død kæbe. Udviklingen af død kæbe kan være snigende med næsten ingen symptomer, eller den kan være akut med en byld med hævelse, smerter og feber, der kræver akut behandling.
Du er som patient i risiko for at udvikle død kæbe, hvis du er i behandling med knoglestyrkende medi- cin, dvs. bisfosfonat eller denosumab. Risikoen afhænger af hvilken type af bisfosfonat eller denosumab du er i behandling med, hvilken dosis du får, varigheden (antal år) du har modtaget den knoglestyrkende behandling. Død kæbe er generelt meget sjælden hos patienter med knogleskørhed (osteoporose), risikoen vurderes til 0,001-0,4 %. Har du derimod cancer med spredning til knoglerne, da er din risiko højere, da du behandles med en stærkere type og i højere dosis, risikoen vurderes til 2-10 %.
Før du starter behandling med bisfosfonat eller denosumab, bør du få en tandundersøgelse hos din privatpraktiserende tandlæge. Dårlige tænder skal restaureres eller, om nødvendigt, trækkes ud inden behandling med knoglestyrkende medicin igangsættes. Dette for at forebygge senere tandudtrækninger, der er den største risikofaktor for udvikling af død kæbe og dermed den udløsende faktor. Samtidig tandsygdom som parodontose eller andre infektioner omkring tænderne, og dårlig mundhygiejne, eller dårligt tilpassede proteser øger også risikoen for død kæbe.
Er du tandløs eller delvis tandløs og bærer protese, er det vigtigt du får dem tilpasset og vedligeholdt, så tryksår undgås. Du anbefales at få regelmæssig tandlægekontrol hele tiden, f.eks hvert halve år, livs- langt, når du er eller har været i knoglestyrkende behandling.
Det følger af ovennævnte, at risiko for død kæbe kan nedsættes ved at sørge for at al tandbehandling og mundhulekirurgi er foretaget inden opstart af knoglestyrkende medicin.
Pga. ovenstående er det vigtigt at du informerer din private tandlæge om din behandling med knoglestyrkende medicin og evt. anden medicin. Medbring et kort med din aktuelle medicin, så tandlægen altid kan se hvad du får. Det er vigtigt at dit tandsæt og/eller proteser vedligeholdes for at minimere risikoen for udvikling af død kæbe. Hyppige kontroller og tandrensninger hos din tandlæge anbefales.
Helt overordnet kan man sige, at operationer på kæberne kun må ske hos din tandlæge 1) inden du er startet på behandling eller 2) inden for de første 4 års behandling og kun hvis du får medicinen i lav dosis (dvs som følge af knogleskørhed). I alle andre tilfælde må din tandlæge ikke foretage operationer, der involverer knogle (herunder fjernelse af tænder). Din tandlæge skal i disse tilfælde henvise til en kæbekirurg (specialtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi).
Hvis du får symptomer fra munden i form af blottet knogle, tandpine, smerter eller hævelse, skal du først og fremmest henvende dig hos din private tandlæge. Tandlægen vil vurdere din situation. Hvis tandlægen har mistanke om død kæbe, vil han/hun henvise dig.
Helt overordnet må operationer på kæber (herunder fjernelse af tænder, rodspidsoperationer, implantater m.fl.) kun foretages af en privatpraktiserende tandlæge 1) inden patienten er startet på behandling eller 2) inden for de første 4 års behandling og kun hvis medicinen gives i lav dosis (dvs som følge af knogleskørhed). I alle andre tilfælde må tandlæger ikke foretage operationer, der involverer knogle. I disse tilfælde skal der henvises til en kæbekirurg. Om behandlingen skal foregå hos en privatpraktiserende kæbekirurg eller patienten skal henvises til en TMK hospitalsafdeling afhænger af situationen. Udfyld formularen øverst på siden og se med det samme, hvordan du som tandlæge skal forholde dig til en patient i AR behandling.
Antiresorptiv (AR) behandling omfatter Bisfosfonater (BF) samt antistoffer (Denosumab), der hæmmer knogleresorption, og anvendes til styrkelse af knoglerne ved myelomatose, brystcancer, prostatacancer og, visse typer lunge- og nyrecancer samt ved knogleskørhed (osteoporose) og enkelte andre maligne og benigne knoglesygdomme. AR behandling virker ved at styrke knoglerne, så smerter og spontanfrakturer i skelettet nedsættes. Herudover har AR en forebyggende virkning mod osteoporose og mod spredning af metastaser fra brystkræft og prostatakræft.
Medicin relateret osteonekrose af kæben (MRONJ) er en kendt bivirkning til antiresorptiv behandling. Risikoen for MRONJ er relateret til en række faktorer, inkl. dosis og varighed af AR. Endvidere er infektion omkring tænder samt tandekstraktion ofte forbundet med udvikling af MRONJ. Højdosis AR gives til cancerpatienter med spredning til skelettet (med metastaser). Adjuverende AR (forebyggende) gives til cancerpatienter uden metastaser og lavdosis AR gives til osteoporosepatienter. Udover AR kan visse moderne kemoterapeutika (bl.a. tyrosin-kinase hæmmere) også udløse MRONJ.
ONJ defineres som tilstedeværelse af blottet kæbeknogle >= 8 uger hos en patient i antiresorptiv behandling, som ikke har modtaget strålebehandling på kæberne.
Prævalens af MRONJ er 0,8-20 % hos cancerpatienter i højdosis antiresorptiv-behandling.
Prævalens af MRONJ er 0,01-0,4 % hos osteoporosepatienter i lavdosis antiresorptiv behandling.
Nitrogenholdige bisfosfonater har højere risiko end nitrogenfrie, f.eks har zolendronsyre højere risiko end ibandronat. Varighed af antiresorptiv behandling: lang tid = større risiko. Efter ca. 3 måneder stiger risikoen ved højdosis antiresorptiv behandling. Efter 3 år med lavdosis stiger risiko. Ostoporosepatienter i lavdosisbehandling har lav risiko ved ≤ 4års behandling. Ostoporosepatienter i lavdosisbehandling >4 år har antagelig højere, men endnu ukendt risiko for MRONJ. Højdosis antiresorptiv medicin gives til cancerpatienter med metastaser og medfører en højere risiko.
Højdosis kan gives både intravenøst (Zolendronsyre=Zometa 4 mg/md), subcutant (XGEVA=Denosumab 120 mg/md), eller som tabletter (Ibandronat=Bondronat/50 mg daglig).
Moderat/lavdosis antiresorptiv medicin gives adjuverende (= forebyggende) til brystcancer og prostatacancer patienter i form af (Zolendronsyre=Zometa/3-6 md, eller XGEVA=Denosumab 120 mg/3-6 mdr).
Lavdosis AR gives i form af Zolendronsyre (aclasta iv/årlig), eller alendronat 70 mg/ugentlig) eller Denosumab (=Prolia 60 mg s.c./6 mdr).
Anden medicin som kemoterapi eller steroidbehandling kan øge risikoen for ONJ. TKI synes at øge risikoen for MRONJ.
Helt overordnet må operationer på kæber (herunder fjernelse af tænder, rodspidsoperationer, implantater m.fl.) kun foretages af en privatpraktiserende tandlæge 1) inden patienten er startet på behandling eller 2) inden for de første 4 års behandling og kun hvis medicinen gives i lav dosis (dvs som følge af knogleskørhed). I alle andre tilfælde må tandlæger ikke foretage operationer, der involverer knogle. I disse tilfælde skal der henvises til en kæbekirurg. Om behandlingen skal foregå hos en privatpraktiserende kæbekirurg eller patienten skal henvises til en TMK hospitalsafdeling afhænger af situationen. Udfyld formularen øverst på siden og se med det samme, hvordan du som tandlæge skal forholde dig til en patient i AR behandling.
Antiresorptiv (AR) behandling omfatter Bisfosfonater (BF) samt antistoffer (Denosumab), der hæmmer knogleresorption, og anvendes til styrkelse af knoglerne ved myelomatose, brystcancer, prostatacancer og, visse typer lunge- og nyrecancer samt ved knogleskørhed (osteoporose) og enkelte andre maligne og benigne knoglesygdomme. AR behandling virker ved at styrke knoglerne, så smerter og spontanfrakturer i skelettet nedsættes. Herudover har AR en forebyggende virkning mod osteoporose og mod spredning af metastaser fra brystkræft og prostatakræft.
Medicin relateret osteonekrose af kæben (MRONJ) er en kendt bivirkning til antiresorptiv behandling. Risikoen for MRONJ er relateret til en række faktorer, inkl. dosis og varighed af AR. Endvidere er infektion omkring tænder samt tandekstraktion ofte forbundet med udvikling af MRONJ. Højdosis AR gives til cancerpatienter med spredning til skelettet (med metastaser). Adjuverende AR (forebyggende) gives til cancerpatienter uden metastaser og lavdosis AR gives til osteoporosepatienter. Udover AR kan visse moderne kemoterapeutika (bl.a. tyrosin-kinase hæmmere) også udløse MRONJ.
ONJ defineres som tilstedeværelse af blottet kæbeknogle >= 8 uger hos en patient i antiresorptiv behandling, som ikke har modtaget strålebehandling på kæberne.
Prævalens af MRONJ er 0,8-20 % hos cancerpatienter i højdosis antiresorptiv-behandling.
Prævalens af MRONJ er 0,01-0,4 % hos osteoporosepatienter i lavdosis antiresorptiv behandling.
Nitrogenholdige bisfosfonater har højere risiko end nitrogenfrie, f.eks har zolendronsyre højere risiko end ibandronat.
Varighed af antiresorptiv behandling: lang tid = større risiko. Efter ca. 3 måneder stiger risikoen ved højdosis antiresorptiv behandling. Efter 3 år med lavdosis stiger risiko.
Ostoporosepatienter i lavdosisbehandling har lav risiko ved ≤ 4års behandling.
Ostoporosepatienter i lavdosisbehandling >4 år har antagelig højere, men endnu ukendt risiko for MRONJ.
Højdosis antiresorptiv medicin gives til cancerpatienter med metastaser og medfører en højere risiko.
Højdosis kan gives både intravenøst (Zolendronsyre=Zometa 4 mg/md), subcutant (XGEVA=Denosumab 120 mg/md), eller som tabletter (Ibandronat=Bondronat/50 mg daglig).
Moderat/lavdosis antiresorptiv medicin gives adjuverende (= forebyggende) til brystcancer og prostatacancer patienter i form af (Zolendronsyre=Zometa/3-6 md, eller XGEVA=Denosumab 120 mg/3-6 mdr).
Lavdosis AR gives i form af Zolendronsyre (aclasta iv/årlig), eller alendronat 70 mg/ugentlig) eller Denosumab (=Prolia 60 mg s.c./6 mdr).
Anden medicin som kemoterapi eller steroidbehandling kan øge risikoen for ONJ. TKI synes at øge risikoen for MRONJ.
© 2024 Kæbekirurgisk Klinik CVR 39422948 |
© 2024 Kæbekirurgisk Aftalesygehus CVR 39422980
© 2024 Kæbekirurgisk Klinik CVR 39422948 |
© 2024 Kæbekirurgisk Aftalesygehus CVR 39422980
